Løb og giv andre varmen
Når Løb med Grimstrup lørdag 30. november inviterer til løb, bliver det ikke kun deltagerne, der får varmen. Løbet er et støtteløb til fordel for Kirkens Korshærs varmestue i Esbjerg, og overskuddet fra løbet går til varmestuen.
"Overskuddet går til et godt formål, og motion er sundt for os alle sammen. Så det er en ren win win situation," siger Løb med Grimstrups formand Klaus Nissen om det nye initiativ.
Støtteløbet bliver et meget simpelt løb, som ikke kræver tilmelding. Man møder blot op ved stadion i Grimstrup klokken 09.45, betaler mindst 20 kroner og så går eller løber man 3 – 6 eller 9 kilometer. Bagefter er der mulighed for hygge i klubhuset.
"Der bliver ikke noget med individuel tidtagning og chip i skoen, som man ser ved mange andre løb. Vi vil gerne prøve at holde det så enkelt som muligt i håb om, at så mange som muligt vil støtte op om varmestuen," forklarer Klaus Nissen.