Fortsæt til indhold

10.000 var samlet til festugens afslutning

Køge Festuge 2013 blev en publikumsmæssig succes, og økonomien ser også ud til at lande i plus. Nu begynder forberedelserne til næste års jubilæumsudgave af den store byfest.

Arkiv
Martin Rasmussen

STATUS: Køge Festuge sluttede med et brag i lørdags, da omkring 10.000 mennesker oplevede dj'en Kato fyre op under Torvet, og dermed sluttede den niende udgave af Køge Festuge, som både underholdningsmæssigt og økonomisk ligner en klar succes.
- Det var en rigtig god afslutning. Kommer der flere mennesker, så bliver der for proppet på Torvet, og folk kan ikke komme frem og tilbage, hvilket går ud over salget i boderne, fortæller en tilfreds formand for Køge Festuge, Per Stenberg, der melder om generelt godt besøg alle dage under festugen.
- Jeg synes, at alle dagene var meget velbesøgte. Selv da der kom en skylle lørdag, var der mange mennesker på Torvet, og generelt kan vi ikke klage over vejret, siger han.
Det endelige regnskab for festugen ligger først klar om en måneds tid, når de sidste regninger er modtaget og betalt, men ifølge formanden kan man forvente godt nyt fra den kant.
- Vi er sikre på, at vi ender med et overskud. Spørgsmålet er kun, hvor stort det bliver, siger han - og det på trods af, at ølsalget var lidt under forventning i år.
- Ølsalget har været ok, selv om det var lidt under budgettet. Vi ser stadig, at der er mange, der tager øl med hjemmefra til den gratis fest, og det kan mærkes, siger Per Stenberg, der ærgrer sig over, at mange på den måde ikke er med til at bidrage til den unikke konstruktion, som Køge Festuge er, idet alle koncerter og arrangementer er gratis.
- Hvis alle tog øl med hjemmefra, så var der ingen festuge. Det kan godt være, at nogle synes, at vores øl er for dyre, men så kunne de jo drikke nogle færre og støtte lidt alligevel, siger Per Stenberg.

Mange højdepunkter

Formanden glæder sig til gengæld over, at det lykkedes at skabe en festuge, der levede op til formålet om en meget bred musiksammensætning.
- Vi holder fast i, at Køge Festuge skal være for alle, og der skal være oplevelser for enhver smag, så vi prøver virkelig at ramme bredt. Kato var helt klart et af højdepunkterne, og det var kræmmermarkedet søndag også. Der var propfyldt med mennesker. Vi ser også meget positivt på vores samarbejde med Radio Køge. Der var vel samlet 4-5000 mennesker til showet onsdag aften, siger Per Stenberg om nogle af ugens højdepunkter.
Komikeren Mick Øgendahl var også en stor succes med fuldt hus i teltet, der lige som sidste år viste sig at være et glimrende trækplaster i festugens start, hvor det ellers traditionelt har været lidt vanskeligt at lokke publikum til Torvet. Lige som sidste år bød man her både på standup og musik.
Alligevel var arrangementet ikke uden mislyde, da arrangørerne måtte skuffe mange fremmødte, da der af kontraktlige årsager kun kunne lukkes 400 ind i teltet, og Per Stenberg var ærgerlig over, at man måtte afvise mange ved indgangen. Fremover vil man ikke indgå kontrakter med begrænsninger på publikums antal, siger han.

(Foto: JCJ):

Jubilæum næste år

Festugens bestyrelse er i øvrigt allerede nu så småt begyndt at tænke på næste år, hvor Køge Festuge har 10 års jubilæum.
- Vi prøver at lægge op til, at det bliver noget ekstraordinært næste år, hvor vi skal fejre jubilæum, siger Per Stenberg.
Det afhænger dog naturligvis som altid af de midler, man har til rådighed, og foreningen bag Køge Festuge vil allerede i løbet af året forsøge at rejse penge til festugen i forbindelse med forskellige arrangementet. Og en del af de økonomiske fundament ser allerede ud til at være på vej.
Der er således allerede nogle af de mange sponsorer bag festugen, som har lovet, at de også er klar til at støtte festugen økonomisk næste år.

(Foto: JCJ).
(Foto: JCJ).
(Foto: JCJ).
(Foto: JCJ).
(Foto: JCJ).