Nyt slogan på garnisonens trøjer
Fredericia Garnisons Idrætsforening (FAGI) indgår samarbejdsaftale med Spar Nord, Fredericia
“Vi vil vinde”, står der på Fredericia Garnisons Idrætsforenings nye trøjer. Garnisonen har indgået en tre-årig samarbejdsaftale med Spar Nord, Fredericia. Aftalen omhandler alle hold i FAGIs fodboldafdeling såvel herrer som damehold.
Ud over at få reklame på brystet af de gulklædte FAGI hold, er der også lavet et samarbejde omkring tilbud til alle FAGIs mere end 700 medlemmer.
“Deres slogan på vores nye trøjer passer som fod i hose til FAGIs filosofi omkring fodboldkampe,” udtaler Ole Steen Hansen og Lars Vandborg fra FAGI.
Ved de Danske Militære Mesterskaber i indefodbold, var FAGIs nye spilledragter på brystet for første gang i brug. Det lykkes FAGI at vinde guld i veteranrækken. Holdet vandt suverænt deres pulje, og i semifinalen blev Vordingborg slået. I finalen mødte FAGI hjemmeholdet fra Varde og FAGI hjemtog guldet med en 3-2 sejr.