Udskolingselever får fine forhold i Stubbæk
Fredag indvier Stubbæk skole sin nye, flotte udskolingsbygning
Fredag er der budt til festivitas og indvielse i Stubbæk.
Den 725 kvadratmeter store udskolingsbygning indeholder seks klasseværelser og et stort, fleksibelt fællesområde, der kan bruges til både gruppearbejde i mindre nicher og til at samle elever og lærere i en stor forsamling.
“Jeg glæder mig over, at vi har fået skabt et selvstændigt undervisningsmiljø for de ældste elever på Stubbæk Skole. De nye rammer giver de bedste muligheder for at optimere den læring og undervisning, der skal forberede eleverne til en ungdomsuddannelse”, siger formand for Skole- og dagtilbudsudvalget, Jørn Ulrik Larsen.
Den nye udskolingsbygning, der har kostet knap 9 mio. kr,, er bygget til at overholde nye energikrav, der indføres i 2015. Bygningen er således udstyret med solceller - både på taget og integreret i facaden. Solcellerne kan dække op til en fjerdedel af den ny bygnings elforbrug.