Fodboldstævne i flot sensommervejr
Din Tøjmand Claus Hvass Cup blev afviklet i fin stil
Træner Morten Bang fra HOG har sendt os denne reportage fra det store fodboldstævne Din Tøjmand Claus Hvass Cup på HH-banerne søndag 25. august:
Det var trænerne fra HOGs årgang 2003 og 2006, som stod bag det store fodboldstævne.
Masser af frivillige kræfter fra forældre og bedsteforældre samt HOGs ildsjæl af en ungdomsformand Peter Rasmussen fik skabt overblikket og hjalp til med afviklingen.
Farverig indmarch
65 hold havde tilmeldt sig, og klokken 9 marcerede alle deltagerne ind med hver sin ballon, som gav et fantastisk skue.
Fodboldglade Claus Hvass deltog selv, da han - iført en hue trukket ned over ansigtet - blev ført ind til en bunke sko. Fire af skoene blev udvalgt og viste, hvem der var de heldige vindere af 500 kroners gavekort til Din Tøjmand Claus Hvass.
Glad sponsor
"Jeg vil rigtig gerne støtte idrætslivet og de frivilliges arbejde for at drenge og piger kan dyrke sport," lød det fra dagens stævnesponsor Claus Hvass, der gik tilfreds rundt på banerne hele dagen.
Stævnet var lavet i en dynamisk form, hvor alle hold fik rigtig mange kampe.
Alle hold endte i et slutspil og i en finalekamp efter en hel dag, hvor der blev kæmpet igennem.
Stemningen var i top.