Pro et contra
LÆSERBREV Da jeg for mange år siden gik på gymnasiet, lykkedes det mig flere gange at lave nogle gode stile, ved at tage udgangspunkt i en lille bog, der hed pro et contra.
Enhver sag kan ses fra to sider, og sådan tænker mange nok her op til kommunalvalget.
Der er dog én sag for mig, der kun kan ses fra en og samme side: Vi skal bekæmpe racisme med alle de kræfter vi har.
Flere partier er enige om dette, men det er ikke nok med store ord. Sammen må vi vise, at vi ikke tolerer partier, der vil sende fremmede hjem. Det kan diskuteres pro et contra, hvordan vi viser vore holdninger, men der må ikke herske tvivl om, at der er plads til alle i vores samfund.
Dette er vigtigere end at varetage alle de særinteresser, vi som forskellige gruppe har.
Jeg har på flere valgmøder oplevet, at kandidaterne kun har tilbud til en bestemt gruppe, - alt efter hvem de har som publikum!
Som ældre er jeg selvfølgelig interesseret i, at vi har gode tilbud til den store gruppe ældre, vi snart er, men jeg tænker da lige så meget på:
- at vi ikke kan være bekendt, at pædagogerne skal rende meget stærkt i institutionerne,
- at lærere arbejder under kritisable arbejdsforhold
- at vores kulturelle tilbud også skal være gode
- at den kollektive transport er i orden
Alle disse ting skal tages i betragtning, når vi stemmer, men det er vigtigt, at vores udgangspunkt ikke er ”os nok”. Det kan vi ikke tillade i dagens Danmark. Vi skal tænke på andre end os selv, når vi stemmer. Det er ikke nok, at vi har mulighederne for at lave en ændring, hvis vi forholder os passivt.
Vi skal bruge mulighederne og stemme for et nyt og bedre byråd. Hvor svært kan det være?