Fortsæt til indhold

Stærk finne til SønderjyskE

SønderjyskE ishockey indgår aftale med tometer-manden Pauli Levokari

Arkiv
Arkiv

De danske ishockeymestre, SønderjyskE, får for en kort periode tilført ægte, finsk sisu til spillertruppen. Klubben er netop blevet enig med Pauli Levokari, som skal bidrage med ekstra rutine og erfaring i forbindelse med mestrenes deltagelse i Continental Cup.
35årige Pauli Levokari har spillet i en lang række finske ligaklubber samt et par sæsoner i den nordamerikanske AHL liga.
Sportschef Søren Stockfisch oplyser, at aftalen med den erfarne finne udelukkende er kommet i stand med henblik på en forstærkning af spillertruppen til den europæiske pokalturnering, der afvikles på hjemmebane i Se Arena i næste weekend:
"Med de tre, internationale kampe, som venter os, har vi prioriteret at få tilført noget rutine og ”size” til vores defensiv. Pauli Levokari er en back, som har sin force i spillet i egen zone. Han har en god karakter, og ikke mindst bliver hans mangeårige erfaring et godt supplement til holdets defensive kæder," fortæller Søren Stockfisch.
Pauli Levokari ankommer til holdets træningspas fredag eftermiddag. Klubben forventer, at han kan debutere i forbindelse med søndagens udekamp mod Herlev Eagles. Han returnerer til Finland efter Continental Cup.