Glæden i gruset
Svogerslev-fløjen vil skabe grønne forlystelser, når råstof-indvinding slutter
Roskildenserne og gæster udefra skal kunne tumle sig i et stort rekreativt område ved Svogerslev, hvor der i dag er en stor grusgrav.
Denne fælles idé kommer fra de to lokale byrådspolitikere, Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti og Bent Jørgensen fra Venstre, og det vil de foreslå kommer med i kommunens kommende budget.
De drømmer om løbestier, kano-padling, badestrand og sheltere i området.
- Man kan lave alt muligt her, som kan tiltrækker turister og lokale. Det er kun fantasien, der sætter grænser, mener Merete Dea Larsen.
Politikerne bor begge i Svogerslev og er dermed naboer til det store område, der ligger et stenkast fra Lynghøjskolen mellem byen og motorvejen.
Roskilde Avis møder dem på området, hvor de græsklædte bakker spejler sig i søen, der er dannet af grundvand, efter at grusgravningen stoppede.
Skal slå til nu
I løbet af et års tid er gruset hentet op, og firmaet, der står for det, skal gøre området pænt igen, så jorden kan sættes til salg.
Søen og bakkerne skal i følge reglerne blive, og man kan heller ikke lave nye byggegrunde der, forklarer de to politikere.
- Vi mener, kommunen skal slå til og købe grunden så hurtigt som muligt. Vi kan få noget virkeligt godt ud af området, i stedet for, at det bare ligger der og gror til, siger Bent Jørgensen.
Merete Dea Larsen forklarer, at kommunen bør handle nu, så grusgraven ikke når at blive glattet for meget ud.
Begge Svogerslev-politikerne foreslår, at der oprettes en arbejdsgruppe, som kan lave en plan for grusgravens fremtid.