Fortsæt til indhold

Marina Fiskenæs kan rumme et DM

De danske mesterskaber i saunagus finder i den kommende weekend sted i enjoy resorts Marina Fiskenæs

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

sauna På enjoy resorts Marina Fiskenæs glæder man sig til at tage imod de mange gæster, der i anledning af DM i Saunagus 2013 i den kommende weekend indfinder sig i det populære feriecenter. De 8. danmarksmesterskaber i saunagus, som for første gang finder sted i Gråsten, bliver holdt i samarbejde med Det Danske Saunaselskab og Wellness Portalen i weekenden den 14. til 15. september med start lørdag kl. 12 og afslutning efter præmieoverrækkelserne søndag kl. 14.

Varme og aroma

Ifølge Det Danske Saunaselskab handler det ikke så meget om at udholde ekstrem varme og fugtighed, men derimod om behagelig aromaterapi i form af saunagus udført af en uddannet gusmester. Konkurrencerne fordeler sig på klassisk saunagus og freestyle saunagus. I 'klassisk' må gusmesteren ikke give noget til deltagerne, ikke anvende musik eller lyseffekter, kun 5 liter vand og æteriske duftolier må anvendes. Gusmesteren hælder vand på de varme sten på ovnen, iblandet gode dufte. Dampen med duftene fordeles i hele saunaen med et håndklæde el. lign. Og der knyttes en fortælling til duftene. Gusen må vare maks. 10 min. I 'freestyle' - også kaldet 'Showgus' - gøres det samme, men her er udklædning, lys- og lydeffekter som f.eks. musikledsagelse, samt uddeling af effekter som smagsprøver, cremer el. lign. også tilladt. Her må der maks. bruges 8 liter vand og varigheden er her maks. 15 min. Der afvikles 8 gus lørdag og 7 gus søndag i henholdsvis klassisk og freestyle, altså i alt 30 gusmestre vil vise deres kunnen i Marina Fiskenæs' i alt fire saunaer.

Fiskenæs opfylder alle krav

"Vi er rigtig stolte af at blive udvalgt til at huse mesterskaberne. Der stilles store krav til blandt andet faciliteterne, og at vi nu er blevet certificeret til at huse et DM, vidner om kvaliteten af vores 1.900 kvadratmeter store wellness område, overnatningsmuligheder med videre. Så det er vi selvfølgelig stolte af," smiler Elise Bender Schlüter, som er en af de mange ansatte i Marina Fiskenæs, der er involveret i afviklingen af det store arrangement. Man har mulighed for at deltage som gæst og være meddommer med indflydelse på resultaterne. Det koster 300 kroner for hele arrangementet, der inkluderer let forplejning undervejs, aftenbuffet og adgang til hele enjoy resorts Marina Fiskenæs’ wellnessområde med saunaer, dampbade, varmtvandsbassin, boblebad mm. Der er også mulighed for, mod ekstra betaling, at få et tyrkisk hamam bad og f.eks. få nippet døde hudceller af fødderne i en fodspa med doktorfisk. Der er også sørget for overnatningsmuligheder til meget humane priser.