Sundhedspolitik bliver et flagskib for nyt byråd
De lokale politikere inviterer borgerne til et stort anlagt møde i Lerpøthallen. - Vi har rammerne. Nu beder vi borgerne om hjælp til at få dem fyldt ud, lyder meldingen fra udvalgsformand Erik Buhl
I flere år har politikerne i Varde Byråd banket solide nagler i de skibsplanker, der skal udgøre et af kommunens største flagskibe i de kommende fire år: Sundhedspolitikken.
"Nu er skibet bæredygtigt og sejlførende – men vi mangler at laste det med alle de gode ideer, tanker og forslag, der skal skabe den fornødne ballast for at projektet bliver en succes.
Sådan lyder det fra Erik Buhl (V)," formand for Udvalget for Social og Sundhed i Varde Kommune.
"Og, tilføjer han. Først og fremmest bliver det kommunens borgere, der sammen med patientforeninger, interesseorganisationer, erhvervslivet og andre, skal fylde lastrummet.
"I første omgang kommer det til at ske ved et borgermøde i Lerpøthallen den 25. september fra klokken 19.00 til 21.00. Alle er velkomne, samtlige byrådsmedlemmer er inviteret – der er spændende oplægsholdere, og så håber vi, at borgerne i stort tal, og fra alle hjørner af kommunen, møder op for at give deres besyv med."
Erik Buhl påpeger, at politikerne ønsker borgernes hjælp til at omsætte de politiske visioner og mål til virkelighed. At der bliver sat ord på – ord, der efterfølgende kan blive fulgt op på – og ord, som ikke mindst det nye byråd, kan forholde sig til.
"Det er en stor udfordring, at et ”afgående” byråd sender en sådan arv videre til efterfølgerne. Godt nok har vi alle, i deres senere år, arbejdet med disse spørgsmål, og der er allerede sat en række gode initiativer i gang. Nu gælder det både fastholdelse og videreudvikling – og det bliver en milepæl i det nye byråds arbejde," mener Erik Buhl.
Fem overordnede temaer
I de rammer, politikerne har sat op for den nye sundhedspolitik, bliver der arbejdet med fem overordnede temaer. Det er ”bevægelse”, ”kost”, ”hygiejne”, ”mental sundhed” og ”rehabilitering, træning og hjælp til selvhjælp”.
"I virkeligheden er det en fortsættelse af de ”KRAM”-principper, vi har i den nuværende sundhedspolitik. ”Kram” står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion. De fire ”overskrifter” har deres afsæt hos Sundhedsstyrelsen – og samme afsæt har de fem temaer, vi nu ”søsætter” – men vi gør nu også lidt mere end det," fortsætter Erik Buhl.
- Og det er at provokere…
"Eksempelvis vil vi gerne spørge om vi fortsat skal sælge sodavand og pommes frites i vore idrætshaller… Skal eleverne i folkeskolen have lov til at besøge ”slikmutter” i frikvartererne – og hvad med rygningen…"
"Det er spørgsmål, der går tæt på – men vi skal gå tæt på. Vi skal finde de rigtige svar i krydsfeltet mellem sundhed og livskvalitet. Vi skal sætte en dagsorden," lyder meldingen fra udvalgsformanden.
Varde er på forkant
"I forvejen har vi en række undersøgelser, der viser, at Varde Kommune er godt med, når det gælder sundhed – også borgernes egen opfattelse af sundhed. Både vi og borgerne ved udmærket godt, at sundhed og livstil er afgørende for trivsel, velfærd og levealder. "
"Alt det skal det nye byråd bygge videre på, i stedet for at gøre det til en sovepude. Vi vil sikre os, at vi også i fremtiden er blandt de sundeste kommuner i landet."