Fortsæt til indhold

15.000 til kræftsyge børn

Louis Nielsens kunder gav flot støtte til Børnecancerfonden

Arkiv
Arkiv

indsamling Indsamlingsbøtterne er tømt, resultatet er gjort op – og 15.000 kroner er landet på Børnecancerfondens konto. Det er det endelige resultat af den indsamling, som optikerkæden Louis Nielsen iværksatte i forbindelse med Team Rynkebys 2013-cykeltur til Paris. Blandt de cirka 1.000 ryttere, der cyklede fra Danmark til Paris, var den næsten blinde Søren Grotum, Birkerød, som deltog på en tandem sponseret af Louis Nielsen. Formålet med strabadserne var at indsamle penge til Børnecancerfonden, og Louis Nielsens butikker støttede Søren Grotum og projektet ved at opsætte indsamlingsbøtter. "Vi var rigtig glade for at deltage i denne indsamling, og at der er indsamlet tusindvis af kroner til Børnecancerfonden er jo virkelig med til at give os et ekstra stort smil på læben," siger chefoptiker Thomas Aarø fra Louis Nielsen i Haderslev. "At Søren Grotum, som den første næsten blinde nogensinde, gennemførte turen til Paris, er i sig selv en kraftpræstation. Jeg synes, at vores kunder også godt kan give sig selv et lille klap på skulderen, for der er jo ikke nogen, der har stået og bedt dem om at donere noget. Alle de penge, der er kommet i bøtterne, er kommet ind, fordi kunderne virkelig har ønsket at støtte Børnecancerfonden," tilføjer Thomas Aarø. Langt hovedparten af de 15.000 kroner kommer fra Louis Nielsen butikker, mens optikerkæden har rundet lidt op for at lande på det runde tal.