Fortsæt til indhold

Bedre forhold til erhvervslivet

Virksomhederne i Roskilde er i gennemsnit mere utilfredse end i andre kommuner

Arkiv
Anette Gundlach

På et vælgermøde som Roskilde Borger- Håndværker og Industriforening havde arrangeret tirsdag aften var alle enige om, at små og mellemstore virksomheder skal have lettere vilkår i Roskilde end de har i dag. Dermed kan kommunen komme væk fra den lave placering den fik i en undersøgelse som Dansk Byggeri udfærdigede i 2012 over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner. I en ny undersøgelse lavet af Roskilde Borger- Håndværker og Industriforening i samarbejde med Håndværksrådet kan man se, hvordan medlemmerne oplever erhvervsklimaet i Roskilde, og de er stadig ikke tilfredse.

Ændret ånd

Flere af de fremmødte virksomhedsejere undrede sig over, at politikerne rækken rundt var så positivt stemte overfor erhvervslivet, når det ikke var denne holdning, de mødte i forvaltningen. For at fremelske et holdningsskifte her, har kommunen netop haft alle medarbejdere på servicekursus. - Vi skal have ændret hele ånden i kommunen, så vi alle kommer til at brænde for erhverv, sagde Venstremanden Evan Lynnerup. Henrik Stougaard fra Enhedslisten gav udtryk for, at man i forvaltningen skal have fremelsket en anden kultur, så man ikke nøjes med at se på tal på bundlinjen i udbudsrunder. - Lokale folk kender stederne i Roskilde bedre end udenbys, og det sparer man penge ved. Samtidig kan de sørge for, at vores lokale unge får lærerpladser og uddannelse. Det får vi også meget godt ud af, sagde Henrik Stougaard.

Mange af de fremmødte mente, at virksomhederne i Roskilde har brug for bedre vilkår.

Bliver i Roskilde

Den nye undersøgelse viser, at virksomhederne i Roskilde generelt er langt mere utilfredse med deres kommune end virksomheder i andre kommuner. De negative svar stod i modsætning til, at virksomhederne i Roskilde til gengæld i langt mindre grad overvejer at flytte væk end virksomheder i andre kommuner. Så selvom om de er utilfredse med kommunen, er der alligevel grund til at blive. På mødet fortalte flere af de fremmødte, at de savner, at kommunen udbyder opgaver i mindre klumper, så små lokale virksomheder også har en chance for at løbe med opgaverne, i stedet for at det altid er de store udenbys fra, der vinder. Ligesom de ønskede en lettere kontakt til forvaltningen og hurtigere sagsbehandling.

Vi er i gang

De fremmødte politikere var alle enige om, at virksomhedernes vilkår i Roskilde skal lettes, og at man allerede har indført mange ændringer, der skal gøre det bedre for allerede eksisterende og også nytilkomne virksomheder. - Vi indførte store ændringer i april i år, men de skal jo lige have tid til at virke, derfor beder vi jer om at væbne jer lidt med tålmodighed, sagde borgmester Joy Mogensen (S). For eksempel har kommunen indført, at virksomheder får en enkelt kontaktperson, der skal hjælpe dem videre i systemet. ag@roskildeavis.sk Bedre erhverv Håndværksrådet råd til Roskilde Kommune Afskaf byggesagsgebyr Reducer byggesagsbehandling Reducer dækningssalg Styrk dialogen med virksomhederne - fortæl om udbud Udbyd fag-entrepriser Udbyd i mindre klumper Styrk erhvervsservicen En indgang - en kontaktperson