Fortsæt til indhold

Saftige amerikanske burgere i Bilka

Flammegrillede burgere til "sultne unge mænd"

Arkiv
Arkiv

Søndag den 17. november åbner Nordeuropas blot anden Carl's Jr. burgerrestaurant. Det sker i Bilka Vejle, som dermed følger lige i hælene på Bilka Næstved, der fik en Carl's Jr. i oktober, hvor den på rekordtid er blevet en succes, oplyser Bilka.
"Kvaliteten er suveræn," siger restaurantchef Kim Carøe, der har været i Californien i 10 uger for at spise og arbejde sig gennem den amerikanske burgerkædes koncept og menukort, der består af flammegrillede burgere af oksekød, kylling og milkshakes.
Maden laves først, når gæsten bestiller, og den bliver serveret ved bordet, hvor medarbejderne også kommer rundt og fylder op med sodavand.
Den nye restaurant er indrettet i californisk surferstil med røde og brune lædersofaer samt en digital hyggepejs på LED-skærm. Sultne gæster kan spise i restauranten, mens de, som er på farten, kan bestille i Carl's Jr.'s Drive-thru.
Carl's Jr. burgere sælges under sloganet ”Eat like you mean It.” Den primære målgruppe er ”sultne unge mænd,” hvilket fremgår tydeligt af reklamerne, hvor berømte bikinibabes som Paris Hilton, Kim Kardashian, Kate Upton og danske Nina Agdal spiser burgerne med meget stor nydelse.