Fortsæt til indhold

“Jeg er helt overvældet!”

Sisse Stæhr har mærket opbakningen fra mange siden hun fortalte sin historie i tirsdags

Arkiv
Peter Rasmussen

Som man kunne læse i denne avis i den forgangne uge, så er Sisse Stæhr, 31 fra Haderslev, én af de mange borgere, der er kommet i klemme i sygedagpengesystemet. Når sagsbehandlingstiden bliver længere end den tid man kan modtage sygedagpenge, så mister borgeren sit forsørgelsesgrundlag. For Sisses vedkommende er sygedagpengene brugt op, men det er endnu helt umuligt at sige, hvornår arbejdsprøvningen er afsluttet, således at hun kan forsøge at komme i fleksjob.
Det var denne historie hun stod frem og fortalte i tirsdags. Siden har det ikke skortet på reaktioner fra omverdenen:
”Både jeg og min familie er dybt rørt over de mange reaktioner vi har mærket fra mennesker – meget ofte mennesker, som vi slet ikke kender. Nogle har endda været forbi med gaver. Det er næsten ikke til at rumme denne store medmenneskelighed. Og vi vil meget gerne sige mange tak for den,” siger Sisse.

“Både jeg - og mange andre i samme situation - har brug for, at systemet bliver lavet om. Vi kan jo selv gøre meget ved at sætte vores kryds rigtigt på tirsdag”
Sisse Stæhr

For Sisse var det et stort skridt at stå frem med sin historie, men også et vigtigt skridt:
”Jeg synes jeg bliver nødt til at fortælle hvordan det er. Mange ved jo ikke, hvordan det er og tror måske at systemet fungerer fint. Syge mennesker er en svag gruppe af borgere, idet de jo har sygdommen og smerterne at kæmpe med. Derfor står man ikke så ofte frem. Men det prøver jeg så nu, siger Sisse videre og slutter:
”Det som jeg – og andre i samme situation – har behov for er opbakning til at systemet bliver lavet om. Og her kunne man godt begynde allerede på tirsdag når der skal vælges nyt byråd. Her kan man vælge at stemme på en politiker, der siger at han eller hun vil gøre noget ved det. Jeg har selv fundet én som vil, og det er bestemt ikke et sted, hvor jeg plejer at sætte mit kryds. Men der hvor mit kryds plejer at være, er viljen til at gøre noget ved tingene desværre ikke tilstede.”