Erhvervslivet i Køge og Solrød positive over for deres kommuner…!
Kære læser!
Der er rigtig mange positive ting at hente fra den årlige undersøgelse som DI laver om erhvervsklimaet blandt 96 af Danmarks i alt 98 kommuner – især hvis man er fra Køge.
Solrød kan dog også være sin placering bekendt, men det er jo nok nemmere at avancere fra den nederste halvdel, end det er at bevæge sig yderligere frem i toppen.
Køge er klart den bedste kommune indenfor vort dækningsområde, og springet fra en 28. til en 19. plads er virkelig flot. Det er Køges bedste placering, og for 3. år i træk er kommunen gået frem. Og når man ser på de faktorer, der direkte kan måles, som f.eks. erhvervsfrekvens, grundskyldspromille, beskæftigelse, uddannelsesniveau og entallet af nystartede virksomheder, så er Køge Kommune faktisk Danmarks næstbedste…!
Den overordnede vurdering af erhvervsvenligheden er i top, det er rammevilkårene også, og det er måske lidt overraskende, at det er kommunens image også. Skatter og afgifter trækker dog meget ned, og det samme gør velfærdsservice.
Men flot klaret af Køge, der jo gerne skulle opleve lidt af et ”boom” i antallet af forretninger og virksomheder i de kommende år.
Solrød kan også være stolt af sin fremgang. 45 pladser er kommunen hoppet frem til nu en 27. plads, mens Greve har tabt pusten lidt på en 33. plads. Det er dog ikke noget i forhold til Stevns Kommune, som dumper 5 pladser ned og nu er helt nede som nummer 85.
Det bør virkelig give stof til eftertanke i Stevns Kommune, at man bliver bedømt så meget ringere end sin nabokommune, Køge…!
De 10 øverste pladser i landet besættes i øvrigt af jyske kommuner…
En minister kiggede ind
Vi fik i øvrigt ”fornemt” besøg i vort bladhus i den forløbne uge. Henrik Sass Larsen kiggede ind til en lille snak – det har han såmænd gjort så tit i sin egenskab af det lokale folketingsmedlem – men nu er han jo blevet minister…!
Det har nu ikke ændret så meget. Henrik Sass er stadig Henrik Sass, men hvor han tidligere har været på besøg på cykel kom han denne gang i sin nye, flotte ministerbil – en Audi A8 – ”i forlænget udgave”, som han så stolt fortalte.
Og stoltheden kan man ikke tage fra ham. Han har nået sit mål, han er Køges første minister, og alt det med manglende sikkerhedsgodkendelse er for længst lagt væk. Nu kigger han frem, også på Køges vegne, og han er ikke bange for også at give sine ”egne” i det Socialdemokratiske bagland en lille ”opsang”. Det og meget mere kan der læses om inde i avisen, hvor jeg har taget pulsen på ”ministeren”, der helt klart har ambitioner om – også – at gøre noget for Køges erhvervsliv…
Braunstein blev verdensmester
Braunstein på Køge Havn har gjort det igen. Mikrodestilleriet har endnu engang overrasket den ganske verden ved at lave en whisky på et meget højt plan, endda så højt, at deres single malt whisky: ””Braunstein Library Collection Edition no 4” har vundet verdensmesterskabet foran et utal af konkurrenter fra lande, hvor whisky-produktion måske er mere almindeligt.
Det er kvaliteten, som brødrene Braunstein har ført sig frem på. Deres vindende whisky blev bedømt af 300 dommere i en blindsmagningskonkurrence, og med en alkoholstyrke på lidt over 60, er der tale om stærke sager, men dommerne var ikke i tvivl: Braunsteins whisky har en høj styrke, der giver et godt løft til den søde aroma…!
Det er 44. år i træk konkurrencen bliver afholdt, så det er en af de mest betydningsfulde konkurrencer. Det gø'r bestemt ikke æren mindre… Stort tillykke!
- rigtig go' weekend!