Ringvejens lyskryds skal passe til trafikken
Udskiftninig af signalanlæg skal give bedre sikkerhed og sikre et bedre trafikflow gennem Køge.
Arbejdet med at udskifte alle signalanlæg på Ringvejsstrækningen i Køge er sat i gang. Arbejdet skal give et bedre trafikflow og samtidig øget sikkerhed ved Ringvejens mange kryds. Det markerede formand for byrådets teknik- og miljøudvalg Erling Larsen (S) ved at tænde det første nye anlæg.
Med et symbolsk tryk på knappen tændte han fredag signalanlægget ved Ellebækstiens krydsning af Ringvejen. Signalanlægget er det første af i alt 11 anlæg, der får udskiftet styreapparat som følge af Køge Kommunes optimering af trafikafviklingen på strækningen mellem Motorvejen og Strandvejen via Lyngvej, Københavnsvej og Søndre Viaduktvej.
- Jeg er meget glad for at vi nu får forbedret både trafiksikkerhed og trafikafvikling på vores største vejforbindelse, Ringvejen, hvor mange tusinde trafikkanter hver dag færdes, siger Erling Larsen.
Fokus på trafiksikkerhed
Optimering af de 11 kryds sker både for at få trafikken til at glide bedre, men også for at forbedre trafiksikkerheden. Ved gennemgangen af alle kryds har Køge Kommune analyseret de uheld, der er sket i de foregående år. De enkelte kryds er forsøgt justeret og tilpasset så risikoen for de mest almindelige uheld minimeres. Mange steder er det muligt at forbedre trafiksikkerheden med ændringer i signalets teknik og små synlige tiltag.
Det gælder for eksempel ved Ellebækstien, hvor der de seneste år er sket flere alvorlige ulykker. Ulykkerne er blandt andet sket, fordi bilister har overset krydset. Derfor er stikrydsningen nu gjort endnu mere synlig, ved at trafiksignalerne er blevet opsat på høje master hen over vejbanen. Derudover er det nye overvågningssystem udstyret med en radar, der kan se, om der er fodgængere i krydset, før der gives grønt til bilerne.
De 11 kryds på strækningen får alle udskiftet deres styreapparat – der er den computer der styrer krydset. De nye styreapparater kan alle kommunikere med hinanden og med en overvågningscentral hos leverandøren. Overvågningen af krydsene betyder, at fejl på for eksempel lamper eller trafikdetektorer i krydsene kan opdages med det samme og udbedres af leverandøren. Det vil betyde, at trafikafviklingen i langt færre tilfælde generes af fejl i signalanlæg.
For at få plads til mere trafik – og få færre køer i krydsene - er det også nødvendigt med større ombygninger i selve vejbanen ved nogle af de store kryds. De første ombygninger begynder om cirka to uger i krydsene Gl. Lyngvej–Københavnsvej og Værftsvej–Københavnsvej.
Ved de øvrige kryds foretages kun mindre synlige ændringer samt udskiftning af styreapparat. Arbejdet i de mindre omfattende kryds fortsætter de næste par måneder og Køge Kommune forventer at trafikken kun vil opleve små og kortvarige gener ved arbejdet.