Julen synges ind i Musikhuset
Med julen stående for døren nærmer tiden sig også for julekoncerter. Musikhuset Esbjerg starter ganske snart med både Sigurd Barrett og Stig Rossen.
Mens koncerten med førstnævnte allerede er udsolgt, så er der stadig billetter at få til Stig Rossens koncert den 26. november kl. 20.00.
Stig Rossen startede sin julekoncerttradition i Brændkjær Kirke i Kolding i 1995 og har de seneste år givet flere end 30 julekoncerter om året.
Det er ultimativ jul, der indhyller Stig Rossens julekoncerter med traditionelle og elskede sange – mest fra Danmark, men passende krydret med de bedste fra udlandet. Julekoncerten bringer publikum igennem et par meget hyggelige og festlige timer - med sange som ”En stjerne
skinner i nat” og ”Glade jul”, inden hele salen traditionen tro rejser sig og synger julen ind sammen med Stig i ”Dejlig er jorden”.
Mindre julet, og mere vendelboesk bliver det med garanti fredag den 22. november kl. 20.00, når Allan Olsen giver koncert i Musikhuset. Den inkarnerede vendelbo udsendte albumsamlingen ”JØWT”, der straks blev en femstjernet yndling hos anmelderne. I dette efterår står der landsturné i Allan Olsens kalender. Repertoiret vil udover et bredt udsnit af Allan Olsens store produktion naturligvis osse være præget af sangene fra ”JØWT”.
Samme dag som Allan Olsen indtager Musikhuset går også en skør og skøn forviklings- og forvekslingskomedie tilsat godt med bølger og saltvand i land i Musikhusets Teatersal.
Nonsenshumor og respektløs gøren nar af engelske traditioner, stolthed over flåden, klasseforskellen og snobberiet. Det er, hvad publikum kan glæde sig til, når operetten ”HMS Pinafore” lægger vejen forbi.
Forestillingen kan også opleves lørdag den 23. november kl. 16.00.