Spaden i jorden for et sundhedshus
Det første spadestik er taget til det nye sundhedshus i Nordborg. Sundhedshuset indrettes i det tidligere rådhus - men hvorfor sætter man så spaden i jorden til et hus, der står der i forvejen?
Det havde Jørgen Jørgensen, formand for socialudvalget i Sønderborg Kommune, en forklaring på:
"Selv om langt det meste arbejde på Sundhedshus Nordborg skal foretages inden døre, starter vi i dag her ude i det fri. Vi begynder nemlig med at etablere en handicapvenlig belægning, så alle borgere får så nem adgang til det nye sundhedshus som muligt," lød det i formandens spadestikstale.
Når ombygningen og indretningen er færdig til foråret og sommeren næste år, kommer huset til at være stedet, hvor borgerne i Nordborg kan henvende sig, når det drejer sig om de nære sundhedstilbud. Her vil være læger, tandlæge, fysioterapeuter, fodpleje og psykolog. Kommunale tilbud på forebyggelsesområdet og en sygeplejeklinik flytter også ind her. Og at regionens jordemoderklinik og kommunens sundhedspleje kommer til at holde til i samme hus, giver mulighed for, at de nye nordborgere får en rigtig god start på livet.
"Når så mange faggrupper arbejder side om side, kan det være grundlag for at styrke samarbejdet om og med borgerne endnu mere. Sundhedshuset kommer derfor til at udvikle det faglige fællesskab. Det kan være med til at gøre det mere attraktivt for sundhedsprofessionelle at slå sig ned i Nordborg," sagde Jesper Rosanes, formand for sundhedsudvalget, i sin tale.