Sender flygtninge på kro
Frederikssund Kommune er nødt til at sende flygtninge på kro for at give dem tag over hovedet. Pris 524.000 kr.
Frederikssund Frederikssund Kommune står med et akut problem. Der mangler boliger til de flygtninge, som Frederikssund Kommune - ligesom resten af landets kommuner - hvert år er forpligtiget til at tage imod. Frederikssund tog i 2013 imod 32 flygtninge, men fordi kommunen ikke har boliger til flygtningene, så er alternative løsninger blevet taget i brug. Flygtningene er således ved flere lejligheder blevet indlogeret på kro, men ifølge Frederikssund Kommune bruger man også private boliger, og eksempelvis konferencecentre for at huse flygtningene. Til Lokalavisen Hornsherred oplyser Frederikssund Kommune, at alle muligheder benyttes for at finde en boplacering til flygtningene, og at man fra kommunens side går efter de billigste løsninger, men at det kan være svært i højsæsonen at finde et ledigt sted. Udgifterne til midlertidig husning af flygtninge i 2013 kommer således til at lyde på 524.000 kroner, oplyser Frederikssund Kommune. Penge brugt til midlertidige boplaceringer bliver ikke refunderet af staten. Og noget tyder på, at beløbet kommer til at stige til næste år. Her skal Frederikssund Kommune nemlig finde boliger til yderligere 42 flygtninge.