kan skade integrationen
Formand for kommunens socialudvalg frygter, at de manglende boliger til flygtninge kan få en skadelig effekt for deres integration
Frederikssund "Det er noget rigtig skidt." Sådan lyder ordene fra Socialudvalgsformand, Tina Tving Stauning (A), som reaktion på, at Frederikssund Kommune i 2013 bruger over en halv mio. kr. på såkaldte midlertidige boplaceringer til flygtninge. Ved flere lejligheder er flygtninge blevet sendt på kro af Frederikssund Kommune, fordi der ganske enkelt ikke har været andre muligheder for at give dem tag over hovedet. Frederikssund Kommune er forpligtiget til at huse et vist antal såkaldte kvoteflygtninge hvert år. I 2013 var det antal 32 og næste år lyder tallet på 42. "Vi er nødt til at gøre noget. Vi har en forpligtigelse til at finde boliger til disse mennesker. Det er ikke en optimal løsning, at sende dem på kro. De har brug for at få en fast bolig, lære dansk og blive jobtrænet, så de kan blive integreret i vores kommune," siger Tina Tving Stauning og fortsætter: "Det siger sig selv, at det skader deres mulighed for at blive integreret, hvis vi ikke finder dem en fast bolig. Det er absolut yderste nødløsning, at sende dem på kro. Så hvis der er nogle, der har boliger til rådighed, så må de meget gerne sige til." Dansk Folkepartis medlem af socialudvalget Kasper Andersen mener, at tomme kommunale bygninger eventuelt skal tages i brug for at løse det akutte boligproblem. "Vi skal have planlagt, hvordan vi håndterer det, når flygtningene ankommer. Det er vigtigt, at flygtningene spredes ud i kommunen, for at få den bedst mulige integration. Det kan godt være, at det ender med, at kommunen skal bygge noget. Det kan også være et spørgsmål om man skal tage nogle af de kommunale bygninger, som står tomme, i brug for at løse problemet," siger Kasper Andersen til Lokalavisen Hornsherred.