Radiovært åbner slikbutik
Morgenministeriets Kenneth Jonassen lever en livslang drøm ud og bliver forretningsdrivende i Kongensgade
400 slags bland selv slik. Det - og mange andre søde sager - er, hvad esbjergenserne har i vente, når radiovært Kenneth Jonassen senere på måneden åbner slikbutikken “I lov it” i Kongensgade.
“Det har i mange år været min drøm at få mit eget, og nu står jeg så i en situation, hvor det rent faktisk kan lade sig gøre uden at satse både hus, hjem og børn,” forklarer Kenneth Jonassen, der lige nu søger arbejdskraft til forretningen, men som også selv forventer at lægge en del arbejdstimer i den. Dog sideløbende med jobbet som morgenvært på Skala fm.
Foreløbig har Kenneth Jonassen kun denne ene forretning i tankerne, men han afviser ikke, at flere kan komme til, hvis “I lov it” bliver en esbjergensisk succes. Lige nu arbejder han hårdt på at få lokalerne, der tidligere husede Memira, forvandlet til en slikbutik af en vis karat.
“Mange slikbutikker ligner østeuropæiske campingkiosker. “I lov it” skal være lidt lækker. Det skal være en oplevelse at komme der,” lyder det fra Kenneth Jonassen, der naturligvis selv elsker slik.