Fortsæt til indhold

Tre tjeppe fra Jeppe

HB Køges Jeppe Kjær blev endnu engang Hvidovres onde ånd - HIF spiller efterårets sidste kamp hjemme på fredag

Arkiv
ebohvidovreavis.dk

Hvidovre var ret gæstfrie på fremmed græs. Inden kampen blev Jeppe Kjær kåret som årets spiller med gaver og hyldest på stadion, men det var ikke nok. HIF ville også være med. Efter 10 minutters spil kastede Mikkel Knudstrup bolden tilbage til målmand Andreas Larsen, der ikke fik sparket væk, og returen endte via en Køgespiller for fødderne af Jeppe Kjær, der kunne score i tomt mål. Det blev til endnu en gave efter en halv times spil, hvor Jeppe Kjær løb i ryggen på HIF¿s forsvar og scorede elegant til 2-0 under Andreas Larsen. Det tredje mål faldt i 63. minut, hvor en hurtig kombination sendte Jeppe Kjær alene med Andreas Larsen. Igen var Jeppe Kjær den mest snu, selvom Andreas Larsen i første omgang havde fået sendt Jeppe Kjær ud i en spids vinkel. Festen fortsatte for Jeppe Kjær, hvor HIF stille og roligt gravede sig dybere ned. De første 45 minutter var der ingen sammenhæng i noget som helst. HIF tabte alle slag om bolden og skabte stort set intet. I pausen foretog trænerne en mindre ændring, hvor Nick Andersen fra den bageste kæde blev sendt op i front til Jonathan ¿Lå-Lå¿ Nielsen. Det gav nu ikke den ønskede effekt, da HIF havde en dag, hvor ikke meget lykkedes. Alt for mange boldtab, intet flow i spillet, intet styr på modstanderen og en attitude, der var opgivende. Holdet trænger til en pause, og den kommer efter næste kamp. Næste opgave er på fredag, hvor Hvidovre får besøg fra Nordjylland. Vendsyssel, som også hører til i den nedre del af 1. division, gæster Kæmpernes Arena kl. 18.30, og det kan blive en god kamp. Første opgør endte med remis i en kamp, hvor HIF førte 1-0 til kort før tid. Det bør være en modstander, som HIF kan besejre, men det kræver, at man stiller med et helt hold, og ikke en flok spillere, der ikke vil eller kan det samme sammen. Kom nu, ferien venter, og den er velfortjent.