Fortsæt til indhold

Penge til rideklubbens sparebøsse

Broagerlands Rideklub har modtaget 25.000 kroner til udvidelses- og moderniseringsprojekt

Arkiv
Arkiv

Broagerlands Rideklub har modtaget 25.000 kroner fra Sydbank Fonden til udvidelses- og moderniseringsprojektet 'Rammer, der strammer'.
Broagerlands Rideklub har siden 2010 arbejdet med et udvidelses- og moderniseringsprojekt, som skal fremtidssikre klubben. Der skal laves to nye ridehaller, den gamle hal skal bruge til stald, og den gamle stald skal bringes up to date.
De nye ridehaller med velfærdsfaciliteter, hvor der lægges ekstra meget vægt på handicapvenligheden, skal fastholde, forbedre og udvide ridefysioterapien, som har en stor betydning for klubben såvel som for patienterne.
Derudover skal projektet sikre, at opstaldningsfaciliteterne opfylder lovgivningen fra 2019.
Rideklubben har mange aktiviteter i gang for at spare penge op til projektet. Sponsorstævne, kræmmermarked, servering, salg af lodsedler og meget andet har til dato indbragt næsten en halv million kroner. Sideløbende søges fonde og virksomheder om penge.
”Fondssøgningen har været i gang i næsten et år, men det er et stort projekt, og der skal bruges mange penge. Derfor er vi meget taknemlige for pengene fra Sydbank Fonden,” udtaler rideklubbens formand Lisa Nielsen.
”At søge penge til så stort et projekt, kan betragtes som et løftestangsprincip, når de første fonde har sagt ja, så øges chancerne for at få ja fra de næste.”
De fleste planer omkring projektet er godkendt og vedtaget i et stærkt samarbejde med forskellige afdelinger i Sønderborg Kommune. Tilbage står en proces, hvor der skal skaffes mange penge, inden spaden kan sættes i jorden ved udgangen af 2014.
”Vi bruger mange timer på at realisere dette projekt. Opbakningen er stor på mange fronter, og med de 25.000 kroner fra Sydbank Fonden er vi tættere på at nå målet,” lyder den afsluttende bemærkning fra rideklubbens formand.