Veteranerne på guldjagt
Stor succes på og udenfor banen for Hvidovre atletik
Hvidovre er kendt for at være en af de bedste stævnearrangører i Danmark, og der var ubetinget ros fra både deltagere og atletikforbundet. De mange roser lunede, men det gjorde de idrætslige resultater også. Med 20 danske mesterskaber blev Hvidovre AM den mest vindende klub. Ikke uventet var det den mangedobbelte verdensmester Inge Faldager, der hos kvinder 65-69 år erobrede flest mesterskaber, da hun ubeskedent hentede hele seks af slagsen i højde, trespring, kugle, diskos, hammer og vægtkast langt foran konkurrenterne. Ét mesterskab færre hentede Inges træningsmakker, Maria Sløk Hansen, der fik sin debut i den yngste gruppe for kvinder 30-34 år ved at vinde alle fem kast. Specielt hendes kuglestød på 14,55 m var af høj klasse. To atleter blev dobbelte danske mestre, her i blandt den 3 dobbelte nordiske mester hos kvinder 40-44 år, Mette B. Jepsen, der denne gang dog kun stillede op på 100 m og 200 m, som det blev til suveræne sejre. Lasse Ringhofer gjorde comeback, og det blev til et af de mere spektakulære, da han med 49,50 m ikke blot vandt, men samtidig kravlede op på en 8. plads på den danske seniorrangliste. Det blev også til en sikker sejr i vægtkast. Efter den succesrige afvikling har atletikforbundet valgt at tildele Hvidovre DM for veteraner i 2014 både indendørs og udendørs. ebo