Blind mand ønsker sig et liv

Mahmoud Charaf er efterhånden godt træt af bare at sidde derhjemme - dag efter dag, år ud og år ind - mens han venter på, at der vil ske noget, som kan give ham en hverdag som andre i den arbejdsdygtige alder. For han mener bestemt, at han er arbejdsdygtig, og at han har noget at byde ind med. Det er der bare endnu ingen arbejdsgiver, som har fået øjnene op for.
"Det kan ikke passe, at det skal være sådan, fordi man ikke kan se. Jeg kunne for eksempel arbejde med telefonpasning og omstilling, og skrive kan jeg jo også. Jeg er åben for det hele, for jeg ønsker mig brændende en normal tilværelse, hvor man står op, spiser sin morgenmad og tager på arbejde," siger Mahmoud Charaf.

Blind fra fødslen

Han er 27 år og har været blind fra fødslen. Da han var tre år kom han til Danmark fra Libanon.
"Jeg har gået i folkeskole på Sønderskov-Skolen. 9. og 10. klasse tog jeg på Onsild Idrætsefterskole, og derefter var jeg et år på Egå Ungdomshøjskole," remser han op.
Efter højskolen var Mahmoud Charaf i perioder på Blindeinstituttet i Hellerup for at lære at vaske tøj, støvsuge, lave mad og i det hele taget klare sig selv. De seneste fem år har han boet for sig selv.

Fordomme og uvidenhed

"Jeg har ikke lyst til bare at sidde derhjemme dagen lang, så i tidens løb har jeg kontaktet forskellige virksomheder i området som Danfoss og Linak og callcenteret for at høre, om de kan bruge mig. Men allerede i telefonen har man været afvisende, og jeg tror, det i høj grad skyldes fordomme og uvidenhed, om hvad man kan som blind. Jeg var ellers gerne kommet til en samtale, så jeg kunne fortælle og vise, hvad jeg dur til. Men det har jeg indtil nu ikke haft lejlighed til," fortæller han.
"Jeg har også mange gange henvendt mig til kommunen, men der får jeg at vide, at man ikke kan hjælpe med et job. Det forstår jeg ikke, for jeg ved, at det kan de andre steder. I stedet foreslår jobkonsulenten, at jeg kontakter virksomheder og sender ansøgninger, men det gør jeg jo i forvejen, så hun er desværre ikke til megen hjælp," konstaterer han.
"Hos jobcenteret sender de mig gerne i praktik og gerne til steder, hvor der er handicappede, som ofte har det mere vanskeligt end jeg for eksempel med skader på hjernen. Det er som om, man mener, at det er sådanne steder, man hører til, når man er blind," siger Mahmoud Charaf og nævner et eksempel.

Delte værelse med døv

"Jeg var på et tidspunkt i praktik i Tønder på noget der hed 'Broen til Erhvervslivet', som mere var et værested end et praktiksted. Der delte jeg værelse med en døv, og det var jo ikke så smart," smiler han opgivende.
Lige nu er han i praktik i Værkstedet Søndervang i Sønderborg, der bl.a. er for udviklingshæmmede.
"Jeg er sådan set glad for at være der og for medarbejderne, som snakker om at ville hjælpe mig videre derfra. Men det tror jeg snart ikke længere på, for det har de også sagt, de andre steder jeg har været," siger han.
"Jeg vil selvfølgelig helst lave noget, hvor man får noget for det man laver. For eksempel et job med løntilskud i stedet for kun praktikker," slutter Mahmoud Charaf, som endnu ikke helt har opgivet håbet.
Han håber i det mindste, at han ved at stå frem og fortælle sin historie kan være med til at ændre omverdenens syn på blinde.