40 nye arbejdspladser til Padborg
Fleggaard Leasing flytter til Danmark, hvor 40 nye arbejdspladser placeres
Per 1. januar 2014 flytter Fleggaard Koncernen sit datterselskab Fleggaard Leasing fra Tyskland til Danmark. Med følger 40 arbejdspladser, der placeres i Padborg i Sønderjylland, tæt ved Fleggaard Koncernens øvrige aktiviteter.
Det er nemlig ikke længere en momsfordel for kunderne at lease i Tyskland, og derfor foretrækker Fleggaard at lade virksomheden rykke hjem til det sønderjyske.
Vi er sønderjyder
“Det er ikke længere en økonomisk fordel for vores kunder at lease i Tyskland, hverken for erhvervskunder eller private. Så derfor ser vi ingen grund til at beholde Fleggaard Leasing i Tyskland. Vi er og bliver en sønderjysk virksomhed, og derfor giver det for os god mening at flytte Fleggaard Leasing og vores 40 medarbejdere hjem til Padborg”, fortæller Fleggaards koncerndirektør Jens Klavsen. P.t. har Fleggaard Leasing 6.000 køretøjer i porteføljen, og der er intet, der tyder på, at det bliver færre i fremtiden.
Samme vilkår
Med flytningen til Danmark kommer Fleggaard Leasing nemlig til at drive forretning på samme vilkår som danske leasingselskaber, og det er noget, man i Fleggaard Koncernen ser frem til.