Sildens Dag gav stort overskud
- som er overrakt til Støtteforeningen Broen Køge
SUCCES: "Sildens Dag i Køge" blev afholdt den 24. august på Køge Havn. Og gav et stort overskud på 20.000 kr.
I strålende solskin og med masser af mennesker på havnen bød flere af byens restauratører sig til på dagen, der endte som en kæmpe succes.
Knap 500 sildeportioner blev fortæret, og der var gang i ølsalget fra Braunstein Bryggeriet. Som arrangører af Sildens Dag stod netop Bryggeri Braunstein og reklamebureauet KØGE.NU. Og hele arrangementet kørte på skinner med en ihærdig indsats fra medlemmerne af Lions Club, Køge, der leverede servicefolk og praktisk støtte til gennemførelsen.
Mellem de tre arrangører var det fra staren aftalt, at et eventuelt overskud skulle gå til en lokal forening i Køge Kommune. Efterfølgende har valget været let, idet det gode resultat af anstrengelserne nu er besluttet tildelt Støtteforeningen Broen i Køge. Foreningen, der er nystartet, har til formål at hjælpe udsatte børn og unge med at kunne have et aktivt fritidsliv.
- Der støttes bredt med blandt andet sportstøj til unge mennesker, hvis forældre ikke selv har mulighed for at købe det til dem, fortæller Peter Poulsen, der er kontaktmand til støtteforeningen – og som mange vil kende fra sin tidligere tilknytning til Køge Boldklub.
- Overskuddet blev på 20.000 kr. Og der var efter en kort rådslagning ingen tvivl om, at Støtteforeningen Broen Køge skulle doneres med beløbet, siger en glad præsident for Lions Club i Køge, Jens Grubbe. D
- et er en glæde at kunne støtte det lokale foreningsarbejde på denne måde, og sammen med fx Køge Kommunes fritidspasordning, der er med til at betale klubkontingenter for netop samme målgruppe af unge udsatte, gør det stor gavn. Og så giver det også stor mening og tilfredsstillelse, siger Jens Grubbe.
Masser af sild
Basis for det hele var dog sildene selv! Syv restauratører stillede op med hver en silderet, som publikum i øvrigt kunne give karakterer og bedømme. Og borgmester Marie Stærke overrakte diplom og hæder til vinderen, der blev restaurant Arkens Maltsild.
Øvrige restauratører, der bidrog med fantasifulde silderetter, og søgte hæderen, var Guldfisken, Slagter Stig & Co., Fiskemanden på Nørre Boulevard, Skipperkroen, restaurant Huitfeldt - og Karise Bageri, der leverede det gode rugbrød. Øllet var forstås fra Bryggeriet Braunstein.
Sildens dag igen i 2014
Den traditionsrige og populære "Sildens Dag" i Køge, som tidligere årligt afholdtes af Køge Turistforening på Køge Torv, afholdtes ikke sidste år på grund af turistforeningens ophør. Men arrangementet måtte ikke stoppe blev arrangørerne hurtigt enige om.
Der afholdes derfor ganske sikkert på ny Sildens Dag i Køge til næste år. I øvrigt afvikledes Sildens Dag i år samtidig med Køge Kyst's arrangement 'Søndre Havnedag'. - Som nævnt var det fantstisk vejr med lune og strålende solskin på dagen, hvilket alt i alt skabte et stort publikum, som nu kan begynde at glæde sig til næste års Sildens Dag i Køge.
pm