Fortsæt til indhold

Grøn dag på grønt Køge Gymnasium

Arkiv
Arkiv

KØGE: Hvis man onsdag morgen i sidste uge sad morgentræt i sin bil på vej til arbejde og pludselig så en flok hawaii-piger eller smølfer komme vandrende, var det ikke trætheden der spillede en et puds.
Onsdag var nemlig Køge Gymnasiums Grønne Dag, hvor alle klasser traditionen tro i udklædt stand kæmper om den eftertragtede Grøn Dag middag - serveret af idrætslærerne på lærerværelset.
Idrætskonkurrencer og udklædning er åbenbart virkelig noget, der får elevernes fantasi til at sprudle. 3l var f.eks. i overensstemmelse med deres klassebogstav klædt ud som store legoklodser. 2b havde begravelse som tema og dukkede op med både bedemand, sørgende og en hvidsminket pige i en kiste på hjul. Så konkurrencementaliteten gav sig ikke kun til kende i selve sportskonkurrencerne - selvom den bestemt også her lever i bedste velgående.
2e, hawaii-pigerne, havde tænkt strategisk og bagt de lækreste ananas-cupcakes med flydende mangofyld og strand-inspireret icing – helt i tråd med deres eksotiske tema. Og delte rundhåndet ud af lækkerierne til lærerne, der var dommere på konkurrencerne.
Ja, faktisk blev Grøn Dag for flere at dommerne en sand sukkerrus - selvom det naturligvis - sjældent - kom til at påvirke bedømmelserne af præstationerne.
Køge Gymnasium har i 2013 opnået status som såkaldt Grønt Gymnasium, en titel der tildeles institutioner, der gør en særlig indsats for miljøet. Derfor var der i år ekstra præmier til miljøbevidste klasser, der sørgede for grundig oprydning og affaldssortering. Alle klasser fik udleveret store affaldssække og kunne i løbet af dagen samle affald på idrætsbanerne og slutteligt få dagens fangst vejet.
Grøn Dag-festlighederne er arrangeret af idrætslærerne, som hvert år lægger hovederne i blød for at finde på nye, underholdende sportsgrene. Vitawrap-løb, hulahop og lagenbold er blot nogle af de udfordrende discipliner, som stiller rav til såvel holdånd og kampgejst.
3l - de fine legoklodser - havde bestemt begge dele, men udklædningen blev dog en ekstra udfordring, da det kan være svært at manøvrere som legoklods.
Imidlertid gik klassen i fin stil gennem disciplinerne - og vandt endda andenpladsen i udklædningskonkurrencen.
Førstepladsen i samme kategori gik til de meget gennemført udklædte Avatars, der var smukt bemalede fra top til tå i blålige Avatar-toner og hvide prikker samt med kunstfærdigt opsatte frisurer.
3b, der var klædt ud som badmintopentusiaster sikrede sig med sekundkorte drops og hårde smash den eftertragtede førsteplads og kan nu se frem til at blive opvartet og trakteret af idrætslærerne til en tre retters middag med underholdning og fest. En værdig præmie til en klasse, der både i udklædning og sammenhold kæmpede sig vej gennem sport, støvregn og hård konkurrence.
pm

(Privatfoto).
3 b vindere.
(Privatfoto).
Dejlige kager.
Opvarmning.