Fortsæt til indhold

God måned for Rødekro Tri

Rødekro Tri præsterer både hos eliten og på bredden

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Triathleter fra Rødekro Tri har været afsted til både Odense Eventyr Tri og Silkeborg Triathlon, der med god ret kalder sig Danmarks smukkeste triathlon.
Både i Odense og Silkeborg markerede især børne- og ungdomstriathleterne sig med gode placeringer i top 3. Jens Gydesen stillede op i Silkeborg op på halv ironman ( 1,9 km svøm, 90 km cykling og 21,1 km løb). Han kom ligesom sidste år på en 1. plads i sin klasse (40 til 44 herrer) og på en 3. plads blandt alle herrer i tiden 4:31:02.
Det er dog ikke kun blandt eliten Rødekro Tri markerer sig.
"I klubben er vi rigtig glade for de gode resultater vores triathleter kan præstere. Sporten er i kraftig vækst og med Kronprisens Ironman i København, har mange flere fået kendskab til sporten. I vores klub satser vi dog ikke kun på eliten, andre har også stor fornøjelse af at dyrke sporten, der er også plads til bredden", lyder det fra Formanden for Rødekro Tri, John Hansen.
Robert Jakobsen var ligeledes i Silkeborg denne weekend, hvor han gennemførte en halv ironman, trods det at han ikke har haft den bedste sæson. Faktisk har han kun løbet et par småture siden maj, så han var spændt på løbeturen.
"Svømning gik godt. Cykelturen var hård med alle de bakker; men det var dælme sjovt at køre ned af - jeg kom op på 80,7 km i timen. Løbeturen startede med tunge ben. Det er en hård rute med bakker og grus. Men det lykkedes mig lige akkurat at komme ind under 6 timer. OG Silkeborg er hård - men rigtig skøn og flot", fortæller Robert Jakobsen.
"At Robert kommer så flot igennem en halv ironman trods så få km på "løbekontoen" viser triathlon-sportens force. Fordi man dyrker 3 sportsgrene på samme tid, er belastningen ikke så stor, som hvis man ensidig dyrker f. eks. løb. Også derfor er triathlon en sport for alle", slutter formand John Hansen.