Vi kan gøre det bedre
- Vi kan gøre det bedre i Roskilde, når det gælder om at behandle virksomhederne, så de føler sig godt tilpas. Sådan siger Jens Müller fra Erhvervs Forum i en kommentar til undersøgelsen fra Dansk Industri, som viser, at Roskilde er rykket frem på ranglisten, men stadig ligger langt nede. - Eksempelvis kan vi blive bedre til at kommunikere med virksomhederne, gøre sagsbehandlingen i kommunen hurtigere og mere smidig smat forbedre de kommunale rammevilkår. Direktøren for Erhvervs Forum gør samtidig opmærksom på, at Roskilde i den seneste tid har indført en hel ny struktur med sin indsats for erhvervslivet, hvor hans organisation har fået en større rolle i forhold til en traditionel kommunal administration. Disse ændringer er først gennemført i foråret, og resultatet af disse anstrengelser er derfor heller ikke slået igennem i undersøgelsen. - Jeg er overbevist om, at den voksende erhvervsindsats i Roskilde også vil slå igennem i en kommende undersøgelse, siger Jens Müller, som desuden peger på en statistisk usikkerhed. - Undersøgelsen omfatter jo kun DI-virksomheder, der ikke udgør så stor en del af vores lokale erhvervsliv. Til nogle af spørgsmålene er der heller ikke kommet mange svar. Men overordnet er resultatet selvfølgelig ikke tilfredsstillende, konkluderer Jens Müller. tk