Fortsæt til indhold

Som hvis det var til egen mor

Nyt firma lægger vægt på troværdighed, tilfredshed og tryghed - for alle parter

Arkiv
Arkiv

Det er det enkle, men meningsfulde udgangspunkt for makkerparret Ann-Britt Kunz og Omar Jabar fra firmaet Dansk ældrepleje, der blev godkendt som leverandør af privat hjemmepleje til praktisk hjælp og personlig pleje i Hvidovre den 1. juli. De to har igennem knap et år arbejdet endog meget grundigt på at etablere virksomheden og beskrive præcis, hvordan de mener, at hjemmehjælp skal være, for at deres brugere får den bedst tænkelige pleje. - Vi gør det af hjertet, fordi vi kan lide det og vores fokuspunkter: troværdighed, tilfredshed og tryghed gælder alle aspekter af vores firma. Både vores kunder, vores medarbejdere og vi som ledelse skal være tilfredse med det vi tilbyder, fortæller Omar Jaber, der egentlig er uddannet inden for markedsføringsøkonomi og således er driftsleder i Dansk ældrepleje. Ann-Britt Kunz er uddannet social- og sundhedsassistent og har 19 års erfaring inden for både det private og det offentlige, og hun fungerer derfor som afdelingsleder i Dansk Ældrepleje. Sammen har Ann-Britt Kunz og Omar Jaber skabt et firma, der leverer et produkt, som de 100 % kan stå inde for, og de to tager da også altid begge ud, når de skal besøge en ny kunde og afklare hvilket behov den enkelte har. - Det er meget enkelt, vi vil gerne behandle vores borgere, som hvis de var vores egen mor. Inden vi lukker døren, så kigger vi os lige rundt og tænker en ekstra gang: er der en skraldepose jeg lige skal tage med ud, er alt i det hele taget som hvis jeg havde været hjemme hos min egen mor, forklarer Ann-Britt Kunz. Dansk ældrepleje tilbyder alt indenfor hjemmepleje, og det er efter loven omkostningsfrit for borgeren, hvis borgeren ellers af kommunen er visiteret til hjemmepleje. Dertil kan den enkelte tilkøbe sig service som blandt andet vinduespudsning, ekstra rengøring eller ekstra indkøb. Faste hjemmehjælpere En af de borgere, der har valgt at benytte det private firma til at udføre hjemmeplejen for sig er 55-årige Joan Remil, der forklarer, hvorfor hun netop har valgt at få assistance på den måde. - Jeg ville ikke kunne leve med ikke at have en fast hjemmehjælper. Det giver mig tryghed, at jeg altid ved hvem der kommer, forklarer Joan Remil og tilføjer: - Det betyder alt for mig, at vi lærer hinanden at kende, og når det er den samme, der kommer hver gang, så betyder det jo også, at der er mere tid til at klare det der skal klares, fordi der ikke skal forklares så meget hver gang, siger hun. Joan Remil understreger, at den kommunale hjemmepleje er god nok, men at hun også mener, at det er godt, at den har fået konkurrence. - Det kan de jo lære af, hvis de vil, siger hun. Joan Remil får besøg af Dansk ældrepleje fire gange i døgnet, og hun værdsætter engagementet fra det nyetablerede firma i sådan en grad, at da hun en aften fik åndedrætsbesvær ikke tøvede et sekund med at ringe efter hjælp hos netop Dansk ældrepleje. - Ja, der måtte vi afsted kl. 2.30 om natten, men vi engagerer os i borgerne. Det er sådan vi gerne vil have det hos os, siger Omar Jaber med et venligt smil. key