Russerne kommer
Den Hellige Wladimirs Mandskor indtager tirsdag den 10. september kl. 19.30 Augustenborg Slotskirke.
Mange udtrykte efter mandskorets koncert sidste år et ønske om et genhør i år. Det bliver der nu mulighed for. Koret er lige nu på en måneds koncertrejse gennem Tyskland og Danmark til fordel for børnehospitalet i Moskva.
De otte sangere arbejder alle med musik til dagligt som korledere, operasangere eller kirkesangere og vil i Augustenborg fylde kirkerummet med deres dybe bas- og høje tenorstemmer, og der er garanti for en enestående koncertoplevelse. Både kirkemusik og russisk folkemusik står på programmet.
Der er gratis adgang til koncerten, men ved udgangen bliver der bedt om en kollekt til fordel for Den Hellige Wladimirs børnehospital i Moskva. Der vil desuden kunne købes cd'er med koret.