Eksporten skal have et løft
Haderslev Erhvervsråd lancerer nu et projekt, der over de næste to år skal booste eksporten hos virksomheder i Haderslev Kommune. Og interessen er stor blandt kommunens virksomheder
"Kan vi øge eksporten hos bare nogle af de virksomheder, der har potentiale til det, kommer det alle i kommunen til gode. For det første trækker det indtjening fra udlandet i stedet for fra naboen, og for det andet gavner det os alle, når bare en enkelt virksomhed eksporterer mere. Det giver øget forretning til underleverandører, det giver flere arbejdspladser, større omsætning hos de lokale handlende – og flere penge i kommunekassen," siger partner i Buch & Baruah, Jan Dall, der er bestyrelsesmedlem i Haderslev Erhvervsråd og en af initiativtagerne bag projekt 'ExportExpressen'.
Helt konkret går ExportExpressen ud på, at Haderslev Erhvervsråd udvælger 10-15 lokale virksomheder, der har et reelt potentiale for at øge deres eksport, men som også kan have gavn af professionel hjælp og støtte til at håndtere de mange elementer, der skal falde på plads for at sikre succes med eksport. Over de næste to år vil virksomhederne modtage en individuelt tilpasset støtte, der skal sikre, at målet nås.
Der er brug for handling
ExportExpressen, der har været på tegnebrættet i godt og vel et årstid, er udviklet af en frivillig dialoggruppe under Haderslev Erhvervsråd. Dialoggruppen, der består af lokale virksomhedsledere, fik allerede ved stiftelsen af Haderslev Erhvervsråd til opgave at komme med forslag til, hvordan Haderslev Erhvervsråd sikrer fremtidens erhvervsudvikling i Haderslev Kommune.
"Der var rigtig mange steder, vi kunne vælge at tage fat. Men vi blev i gruppen hurtigt enige om at undgå store, forkromede planer og projekter. Det tager for lang tid, og det vi har brug for lige nu, er handling. Derfor valgte vi at arbejde med et overskueligt og helt konkret eksportprojekt i form af ExportExpressen," siger Jan Dall.
Og handling er netop, hvad der kommer bag ordene. Haderslev Erhvervsråd inviterer nemlig alle interesserede virksomheder til informationsmøde om ExportExpressen onsdag d. 18. september, klokken 14-17 hos X-Yachts på Fjordagervej 21 i Haderslev.
Her vil initiativtagerne og tovholder på projektet, Martin Larsen fra Nordic Management fremlægge projektet i detaljer og informere om muligheder og betingelser for at medvirke. At dømme efter den foreløbige tilbagemelding fra kommunens virksomheder bliver mødet velbesøgt, da mange har udtrykt interesse for at høre nærmere om projektet.
I samme båd
En af dem, der har tænkt sig at møde op er Hans Jørn Nissen, direktør for Camp-let i Gram:
"Jeg synes, det er et virkeligt godt initiativ. Når vi snakker eksport, er vi immervæk alle i samme båd, og hvis vi kan hjælpe hinanden med det, gavner det kun alle.
Camp-let, der har en høj kendskabsgrad herhjemme, har gennem efterhånden en del år arbejdet med at øge sin eksport."
"Vi har haft god succes i EU, hvor reglerne og kulturen ikke er så forskellig fra vores egen. Men når det kommer til steder som Californien og Sydafrika, som vi kigger på nu, så er vi virkelig nogle bonderøve. Her skal vi starte helt forfra, både når det gælder myndighedsgodkendelser, kultur og måden at angribe distributionsnettet på. Så der er vi klart interesserede, hvis vi kan få noget konkret hjælp," siger Hans Jørn Nissen.
Er kun starten
Hos Haderslev Erhvervsråd satser man på, at ExportExpressen vil køre ikke bare en, men mange gange over de kommende år.
Ud over at mange virksomheder på denne måde vil kunne få gavn af projektet, er planen også at oparbejde stor viden og kompetence inden for eksport hos Haderslev Erhvervsråd. På den helt lange bane er det målet at gøre Haderslev Erhvervsråd til landets førende videnscenter inden for eksport.
"Men det ligger ude i fremtiden og tager tid at opbygge. Vores ambitioner fejler ikke noget, men foreløbig koncentrer vi os helt og holdent om de næste to år og om at skabe en succes for de virksomheder, der medvirker. Kun på den måde kan vi også skabe succes på den lange bane," fastslår Jan Dall.
Virksomheder, der er interesserede i at deltage i informationsmødet d. 18. kan tilmelde sig hos udviklingskonsulent Jan Hyldal Sørensen, Haderslev Erhvervsråd. E-mail: jan@hadersleverhvervsraad.dk