Fortsæt til indhold

Ny sæson i koncertsalen

Det ny program for Koncertsalen Alsion er både bredt og underholdende

Arkiv
Arkiv

Det ny sæsonprogram for Koncertsalen Alsion fylder i udfoldet tilstand over en halv meter, der beskriver efterårets brede sortiment af underholdning. Det spænder fra verdensnavnet Dresden Philharmonie over stand-up og musicals til rockmusik og balletter.
Efteråret byder desuden på ikke mindre end tre runde jubilæer med nogle af Sønderborgs kulturkoryfæer. Hele områdets husorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, fejrer sit 50 år med et brag af en koncert 20. september og har til lejligheden hyret den verdensberømte violinist Sarah Chang ind. Dagen efter inviterer Sønderborg Gospelkor til 20 års jubilæumskoncert, mens turen kommer til Sønderjysk Amatørsymfoniorkester den 9. november, der også fylder et halvt århundrede.
Fregatten Jylland anløber koncertsalen med Stig Rossen ved roret, Tornerose danser for livet i Tjajkovskijs ballet af samme navn og Peter Schaufuss' verdenskendte trup ankommer med ”Manden der ønskede sig en havudsigt”. I november åbner salen og cafeen til dette års Define festival, hvor den stort opsatte ”Græsstrået” er trækplaster med balletdansere fra Danmark og Tyskland.
Thomas Blachmann fortæller om, hvordan hans ordblindhed blev en Guds gave for ham, stand-upperen Jonatan Spang vil åh-så-gerne giftes, og trompetist Per Nielsen runder sæsonen af med sine populære julekoncerter.
Dertil kommer de gratis glæder med bl.a. ProMusica-koncerterne og det altid populære Fællessang i cafeen.
Programmet vil være at finde i koncertsalen, på kommunens turistkontorer og biblioteker samt på flere cafeer – eller på nettet under alsion.dk.

Fællessang i caféen trækker hver gang mange sangglade mennesker til.
Sæsonen byder også på ballet.
Jonatan Spang vil gerne giftes, men ingen vil have ham.