Ældrevenlig computter hitter
Det nyopstartede Haderslev firma, NemPC, er kommet godt fra start
Uanset om man kan lide det eller ej, så lever vi i en tidsalder, hvor man dårligt kan undvære at kommunikere via cyberspace.
Folkene bag det nye it-firma NemPC, Jacob Madsen og Esben Damgaard, er derfor løbet ind i noget, som mange nok ville kalde for et luksusproblem - de er midlertidig løbet tør for de pc"ere, som især ældre er vilde efter at få fingre i.
Haderslev-firmaet leverer ældrevenlige pc"ere, der er baseret på, at gøre brugen af for eksempel netbank, e-mail eller borger.dk til hverdagskost for alle.
"Vi fik forretningsideen, efter at Esben havde lavet en nem computer til sin bedstemor. Hun var heldig at have et familiemedlem, som kunne hjælpe. Men det er der jo langt fra alle, som har," fortæller Jacob Madsen.
I processen fra idé til virkelighed er bedstemoren da også flittigt blevet brugt som sparringspartner for de to unge iværksættere.
"Det har været en kæmpe udfordring, at omsætte noget så kompliceret til noget så enkelt. Som team komplementerer vi hinanden meget godt," fortæller Jacob, som er den kommunikative og ansigtet udadtil, mens Esben er "computernørden" i firmaet.
NemPC ApS har adresse i iværksætterhuset på Hirsevej 16 i Haderslev. Onsdag den 4. og torsdag den 5. september tilbyder de to iværksættere her en informationsaften om NemPC. Arrangement begynder klokken 19.00. Der serveres lidt godt til ganen, så tilmelding er nødvendigt.