Biblioteker holder lukket på skift
KØGE: Bibliotekerne i Køge Kommune erstatter nu de gamle stregkoder bag på bøgerne og på CD'erne med et RFID-system. Et system, som gør det nemmere for biblioteksbrugeren at låne og aflevere sine bibliotekslån ved selvbetjeningsautomaten og som baner vejen til selvbetjent bibliotek i Borup.
Bibliotekerne i Køge, Ølby og Borup holder derfor lukket på skift, imens de ansatte indsætter små RFIC-chip i godt 200.000 materialer.
Ølby Bibliotek er lukket i uge 38 fra den 16. til den 21. september, Køge Bibliotek er lukket i uge 40 og 41 fra den 30. september til den 12. oktober og Borup Bibliotek er lukket i uge 42 og 43 fra den 14. oktober til den 26. oktober, hvor der samtidig bliver lagt kabler til nye installationer og internet.
– Vi opfordrer biblioteksbrugerne til at benytte de øvrige biblioteker i kommunen, imens vi chipper på det ene bibliotek, siger administrationschef Bettina Rasmussen.
– Man kan sagtens aflevere materialer, der er lånt fra Køge Bibliotek på bibliotekerne i Borup, Herfølge og Ølby, og omvendt, forklarer hun.
– Desuden har vi ændret afleveringsdatoen sådan, at den ikke falder sammen med en lukkeuge. Uglen, Herfølge Fællesbibliotek holder åbent på normal vis fra kl. 7 til kl. 23 alle ugens dage. Alle åbningstider er også at finde på KøgeBibliotekernes hjemmeside www.koegebib.dk.
Klistermærker med informationer
De nye chips, der bliver placeret bagi bibliotekets materialer, ligner simple klistermærker, men indeholder hver især en mikroskopisk antenne, som opfanger radiobølge – heraf navnet RFID – Radio Frequency Identification.
– Hver chip indeholder informationer om bogen, dens placering og antal udlån, forklarer Bettina Rasmussen, som også påpeger, at chippen sikrer bedre mod tyveri end stregkoden.
Chippen er derforuden et led i etableringen af selvbetjent bibliotek i Borup, som vil blive indviet den 2. december.
Når bibliotekerne åbner igen vil biblioteksbrugerne opleve, at det er blevet langt nemmere at låne mange materialer på en gang.
– Fremover kan du lægge en hel stak materialer på selvbetjeningsautomaten og det hele bliver registreret på et sekund forklarer Bettina Rasmussen.
pm