Bordtennis stiger til vejrs
Nu er det slut med at ramme loftet i kælderen hos BTK61
Kan man forstille sig, hvordan det er at spille basketball med net i skulderhøjde eller badminton på en halv bane, har man en fornemmelse af, hvordan spillerne i BTK61 har måttet slide for deres sport.
Igennem flere årtier har bordtennisklubben holdt til i Kildegårdens kælder, hvor loftet ofte kom i vejen, både når det skulle serves og under selve spillet.
Men det er slut nu, for BTK61 er netop flyttet fra Kildegården til faciliteter over jorden i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.
- Nu kunne vi ikke ramme loftet om vi så skød efter det, siger en tilfreds Allan Bentsen, der varetager kommunikationsopgaver for bordtennisklubben.
- Der var masser af positive ting ved at holde til i kælderen på Kildegården, men det betyder den en verden til forskel rent sportsligt, at vi er kommet op i hallerne, tilføjer han.
Klar til mere
Men det er ikke kun muligheden for at blive bedre med battet, der glæder Allan Bentsen.
BTK61 har over de sidste cirka fem år næsten fordoblet deres medlemstal, og den udvikling vil ifølge klubbens talsmand efter al sandsynlighed blive forstærket af de nye omgivelser.
- Vi er rigtig glade for, at der er så mange, der har valgt at spille bordtennis hos os, men vi tager også gerne imod mindst 100 nye medlemmer.
- Nu hvor vi 16 borde stående i hallerne, tror jeg det bliver lettere for folk at se, hvad vi laver, hvilket kan give dem lyst til at komme og være med, siger Allan Bentsen.
Næsten fast borde
De nye omgivelser i Roskilde Kongres- og Idrætscenter kommer dog ikke helt uden en pris.
På Kildegården rådede BTK61 over lokalerne 24 timer i døgnet og 7 dage om ugen.
Sådan kommer det ikke til at være i hallerne, hvor klubben kun kan spille mellem kl. 15 og 23.
Men det bekymrer ikke Allan Bentsen.
- For os var det vigtigste på den front, at vi ikke skulle pakke bordene væk hverdag, og det er lykkedes at undgå.
- Bordene skal kun pakkes væk, hvis der for eksempel skal gøre rent, der er en messe i hallerne eller noget lignende.
BTK61-talsmanden opfordrer alle, der måtte have lyst, til selv at kigge forbi Roskilde Kongres- og Idrætscenter, når klubben træner, så de selv kan se, hvordan tingene nu fungerer.
hw