Fortsæt til indhold

På banen derudaf

Helle Buhl Uth er ansat som salgsleder hos Lokalavisen Budstikken Fredericia

Arkiv
Arkiv

Hun kender Fredericia som sin egen bukselomme, for hun er født og opvokset i fæstningsbyen. Helle Buhl Uth er Lokalavisens nye salgsleder, og har bagagen fyldt med solid erfaring.
“Jeg har altid arbejdet med salg”, konstaterer hun - og med en dyb indånding tager hun tilløb til en længere salgstale og en opremsning af CV'et.
“Nej, jeg skal nok skåne dig,” smiler hun overbærende og fortæller i hurtige vendinger om sin læretid hos Papirkompagniet på Vejlevej en ansættelse hos Magasin, en tur på landevejen for Lyreco - og ikke mindst de seks år hos Lokalavisens afdeling i Kolding.
“I de seneste tre år i Kolding har jeg beskæftiget mig med detailhandlen, hvor byens city-avis har været mit primære fokusområde. Den erfaring håber jeg at få i spil i Fredericia. Det er jo en skøn handelsby, der kan udvikle sig på flere fronter, og jeg ser frem til at blive en del af det arbejde, der skal til”, lyder det fra Helle Buhl Uth.
I Fredericia kan hun præsentere annoncørerne for to stærke produkter.
“Vi har jo vores midtuge avis, som udkommer tirsdag/onsdag - men jeg er sikker på, at også vores weekendavis vil være interessant for mange. Jeg glæder mig til at sætte kunderne i fokus - og få deres budskaber frem på den helt rigtige måde. På en måde, der sælger.”
Privat er Helle Buhl Uth gift med Flemming. Sammen har de to børn, Benjamin på otte år og Maria på 12. De bor i Lunderskov, og er en aktiv familie.
“Tidligere har jeg brugt meget tid som svømmetræner. I dag handler det om ungernes badminton og fodbold. Jeg er ungdomskonsulent i Lunderskov Boldklub - og bruger nok lidt for meget af min fritid der.”
Helle er også selv på banen med old girls holdet.
“Jeg kan ikke sparke til en bold, men vi har det sjovt - på banen derudaf. Sådan er det også på arbejdet. Ind i kampen - med en god portion vindermentalitet.”