Fortsæt til indhold

Kom lad os brokke os

Hvad er det egentlig, vi brokker os mest over i trafikken? Og er det egentlig ikke meget rimeligt at give dårlige trafikanter en skideballe?

Arkiv
Michael Harsvik

Måske skal vi være glade for, at vi danskere nøjes med at brokke os, når det går galt i trafikken, for tendensen i USA går lige nu på, at det bliver voldsommere og voldsommere.
Her er der ligefrem opfundet et nyt ord for fænomenet - “roadrage” (vej-raseri red.) hvor folk banker hinanden sønder og sammen på grund af mere eller mindre uskyldige trafikforseelser. Eller ender med at skyde hinanden.
“Men så langt er vi ikke kommet herhjemme endnu, selv om raseriet fra danskerne ser ud til at blive værre,” forklarer Dennis Lange fra FDM. Han beskæftiger sig med bilisternes adfærd, og når han skal forklare, hvad de danske bilister bliver mest vrede over, svarer han:
“Alle de andre bilister”.
Og det er jo et meget kort svar, der kræver en uddybning:
“Vi har ikke nogen videnskabelige undersøgelse over, hvad det præcist er, vi bliver tossede over i trafikken. Men jeg vil godt give et par eksempler: Det kan for eksempel være, hvis nogen ligger og kører langsomt i overhalingssporet på motorvejen. Eller det kan være, hvis nogen ikke blinker af, når de skal ud af en rundkørsel. Så kunne andre bilister måske have udnyttet et hul til at køre ind i rundkørslen. Jeg tror i det hele taget, at det største raseri kommer, når andre trafikanter ikke viser deres hensigter tydeligt i trafikken.

Mindre tålmodighed

“Hvis du holder i et kryds og venter på en bilist fra venstre, der skal lige ud, og så drejer han i stedet til højre uden at blinke af, ja så kan det altså tænde vreden hos nogen,” mener Dennis Lange,
Sandheden at vi får mere og mere travlt og mindre og mindre tid, mener Dennis Lange. Vrede opstår, når nogle holder på en ret, som de for eksempel ikke har. Folk, der tror de skal holde i det inderste spor ved fletning og som bliver sure over, at andre overhaler i det yderste spor.
“Men vi skal også tænke over, at vi måske bare sparer 30 sekunder på hele turen på at køre over for rødt eller ved at overhale hasarderet. Det skulle nødigt gå som i USA, hvor roadrage er blevet mere og mere udtalt. Men denne her vej-vrede er altså også kommet til Danmark, hvor vi ser eksempler på folk, der bliver mere end bare gal over forholdene. Folk kan ikke styre deres temperament,” siger Dennis Lange.

Giv en skideballe

“Men er der ikke ret beset nogle, der faktisk fortjener en ordentlig skideballe, når de har gjort noget tosset i trafikken?”
“Joh, det kan godt være, men det rykker jo ikke noget hos den, der får skideballen. Det eneste, det gør, er, at man kommer af med sin aggression,” mener Dennis Lange.