Randers Cykelby og IFA inviterer til efterårstræning
Bent Larsen
På søndag inviterer Randers Cykelby og IFA i Stevnstrup alle med hang til bevægelse og smuk natur til efterårstræning rundt om Gudenåen. Det sker som optakt til Danmarks smukkeste cykelløb, Gudenåløbet i 2014.
Løbet rullede for første gang i juni i år og blev en stor succes med over 400 deltagere. Arrangørerne glæder sig til at gentage succesen næste år og indbyder derfor små og store cyklister til en omgang Gudenåløb fire søndage inden efterårsferien.
Den 27 kilometer lange cykelrute snor sig rundt om Gudenåen på både asfalt og grus. Deltagerne cykler på lige strækninger og bakker, der får pulsen op.