Vidner til voldsepisode efterlyses
Bent Larsen
Lokalpolitiet i Grenaa efterlyser vidner til en voldsepisode i går formiddag i Grenaa.
Det skete i Østergade over for Netto, hvor en ung mand kom trækkende med sin cykel. Uvist af hvilken årsag blev han pludselig overfaldet af en cirka 40-årig lille og spinkel mand, der tildelte ham flere knytnæveslag i hovedet og på kroppen.
Hvis der er nogen, der har set noget i forbindelse med overfaldet, der fandt sted omkring klokken 10.40 i går formiddag, så vil politiet meget gerne tale med dem på telefon 114.