Den sigtede ændrer forklaring
Det bliver alligevel ikke i morgen, onsdag den 4. september, at sagen om uagtsomt manddrab på Rømø kommer for retten. Sag om uagtsomt manddrab ved ulykke på Rømø skal ændres til en domsmandssag.
Den 20-årige mand fra Esbjerg, der er tiltalt for uagtsomt manddrab efter at være kørt galt med sin bil på Lakolk Strand om morgenen den 11. juli, skal alligevel ikke for retten i morgen. Med i bilen den skæbnesvangre morgen var fire andre, og den ene af dem blev dræbt, da bilen rullede rundt efter et forsøg på en håndbremsevending.
Indtil nu har sagen været behandlet som tilståelsessag, men den 20-årige har nu oplyst, at han ikke vil tilstå at have kørt hensynsløst. Han erkender dog fortsat de faktiske omstændigheder i sagen. Derfor skal sagen nu i stedet berammes som en domsmandssag ved retten i Sønderborg.
"Vi fremsender nu sagen til retten og beder om, at der bliver sat en dato for sagen snarest muligt," siger anklager, Stine Pedersen fra anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Men hvad vil det her sige på almindelig dansk?
"Det vil sige, at den 20-årige mand har ændret sin tilståelse, så det ikke længere er en fuldstændig tilståelse," siger Stine Pedersen til Lokalavisen Esbjerg og fortsætter:
"Det betyder så, at der skal medvirke to lægdommere ved retssagen. Det er det lille ord hensynsløs, der er det afgørende. Han mener ikke længere, han har kørt hensynsløst."
Det lyder som noget, hans advokater har sagt, han skulle sige?
"Det kan jeg ikke kommentere på," siger Stine Pedersen.
Men det er da paradoksalt, at han erkender at have drukket og taget kokain inden kørslen, men ikke mener, han har kørt hensynsløst?
"Ja, men det er så det, vi skal til Sønderborg og procedere om, hvorvidt det var."
Den 20-årige har siden den 11. juli siddet varetægtsfængslet. Fængslingen udløber i morgen, den 4. september, og Stine Pedersen vil nu bede retten om at få den forlænget, til sagen kan komme for.
Og hvornår bliver det så?
"Der er jo tale om en, der sidder fængslet, så jeg vil tro, det bliver forholdsvis hurtigt," siger Stine Pedersen til Lokalavisen Esbjerg.
Altså inden for nogle måneder?
"Ja, helt sikkert."