Hvordan ser hjerneforskning ud?
Bent Larsen
Børnehavebørn fra Trekløveren i Sall og Søndervang i Hammel skal på en helt særlig opgave i Hammel Neurocenter i denne måned.
Her vil de få en rundvisning og et oplæg om hjernen og om arbejdet på Hammel Neurocenter, inden en underviser fra Hammel Billedskole hjælper børnene med at udtrykke deres indtryk fra besøget gennem billedkunst.
Oplevelsen er et led i et stort østjysk børnekulturprojekt ved navn ”Kunsten at forske”, som Musik- og kulturskolerne i kommunesamarbejdet Kulturring Østjylland, står bag. Et samarbejde, som Favrskov Kommune også er en del af.
Projektet vil sætte fokus på sammenhængen mellem forskning og kreativitet og på den måde få børnenes indre kunstner til at træde frem.