Borgmester lykønskede verdensmester
Bent Larsen
Tom Rask Nielsen fra Favrskov Bueskytter vendte mandag hjem fra Italien med en guldmedalje om halsen. I holdkonkurrencen i VM for 3D Bueskydning vandt han guld sammen med Stig Andersen fra Nørre Snede Bueskyttelaug og Claus Kjær Vigen Larsen fra Københavns Bueskyttelaug. Borgmester Nils Borring besøgte torsdag Favrskov Bueskytter for at lykønske verdensmesteren.
Favrskov Bueskytter tog i mod i deres hytte ved Vellev, hvor cirka 30 medlemmer flere gange om ugen mødes for at skyde til måls mod skum-dyr i disciplinen 3D bueskydning. Der skydes med langbue, compoundbue og recurve-bue, og målene er naturtro udgaver af for eksempel ræve, grævlinger, kronhjorte og bjørne.