Fortsæt til indhold

Fem års fængsel for bilbombe

Arkiv
Dan Jensen

Landsretten har i eftermiddag afsagt dom i bilbombesagen fra Vilhelm Thomsens Plads i Randers.
Landsretten frifandt den 43-årige Kim Jelle for at ville forsøge at dræbe sin fætter og dennes lille datter julefaten 2011.
Derimod blev han ifølge Ritzau kendt skyldig og idømt fem års fængsel for at have anbragt en dobbelt rørbombe under fætterens bil, hvilket udsatte de to for overhængende livsfare.
Formålet var alene at chokere fætteren og at give ham en lærestreg, har den 43-årige forklaret.
I byretten blev han tilbage i marts måned idømt otte års fængsel for drabsforsøg, men i landsretten slap han altså i dag med fem år.
Landsretten siger om straffen, at der var tale om meget alvorlig personfarlig kriminalitet, som blev begået efter forudgående planlægning.