Uenighed i udvalg om ensretningen i Østergade
Dan Jensen
Der var uenighed i Randers Kommunes Miljø- og teknikudvalg, da et forslag om at vende ensretningen i Østergade i Randers blev drøftet.
I dag føres trafikken som bekendt ud af byen, hvilket har været tilfældet siden et forsøg blev iværksat i 1993 og året efter blev gjort permanent.
Men nu har kommunen modtaget et forslag om at vende ensretningen i Østergade således, at der kan køres ind ved Rosenørnsgade og ud ved Østervold.
Forvaltningen har foreslået, at beboere og forretningsdrivende i Østergade skal høres om forslaget som også skal drøftes med politiet.
I udvalget stemte socialdemokraten Jørgen Bruno Andersen som den eneste for, mens fem andre medlemmer var imod.
Sagen skal endelig afgøres i byrådet.