Fortsæt til indhold

Varde er Jyllands tiende bedste fodboldkommune

Fodbolden styrer i Varde Kommune

Arkiv
Louise Ritter

DBU har netop offentliggjort deres rangering af jyske fodboldkommuner. Varde Kommune har fået en fornem tiendeplads ud af de i alt 42 jyske kommuner.
I Varde Kommune er der rigtig mange fodboldspillere – særligt blandt de helt unge.
”Fodbolden har virkelig fat om de unge i Varde Kommune, og det er rigtig godt for både den psykiske og fysiske sundhed blandt Vardes unge. Kigger vi på aldersgruppen op til 12 år, så spiller hele 41,3 % af dem fodbold i en klub. Det er virkelig imponerende. Det er den primære grund til, at Varde Kommune klarer sig så flot i DBU's undersøgelse”, siger Lisbet Rosendahl (V), formand for udvalget for Kultur og Fritid.
DBU kigger også frivillighed, baneforhold og tilskud, når de vurderer kommunernes fodbold-venlighed.
”Varde Kommune klarer sig godt, uanset hvordan man måler, derfor får vi en flot tiendeplads i undersøgelsen. Sporten, helbredet og fællesskabet bliver vindere, når mange spiller fodbold i de lokale klubber, derfor er jeg rigtig godt tilfreds med resultatet i DBUs undersøgelse. Det er en kæmpe cadeau til klubberne og til Varde Kommune. Det kan vi godt tillade os at være stolte over”, slutter Lisbet Rosendahl (V), formand for udvalget for Kultur og Fritid.