Fuglevolieren i Doktorparken nedlægges
Dan Jensen
Randers Kommune vil nedlægge den klassiske fuglevoliere i Doktorparken.
Bygningen er så nedslidt, at det ikke vurderes økonomisk forsvarligt at fortsætte med at reparere den. Det foreslås derfor, at volieren lukkes og nedrives snarest muligt.
Kommunen henviser til at der i modsætning til da volieren blev etableret, nu kan opleves dyr og fugle i Randers Naturcenter og Randers Regnskov.
Udgiften til volieren inklusiv foder til fuglene er 330.000 kroner om året, og de penge vil man i stedet bruge på en forbedret legeplads, grillpladser og en ny toiletbygning i Doktorparken.
Sagen skal behandles i Randers Kommunes Kultur- og fritidsudvalg på mandag.