Opera på menuen
Nytårskoncert på Stampenborg
koncert Tønder-drengen, der blev internationalt kendt i operaverdenen: det lyder næsten som et eventyr af HC Andersen.
Men ikke desto mindre er det virkelighed: Per Bach Nissen stammer fra Tønder, er uddannet kok fra Stigs og operasanger (bas, red.) og fastansat solist ved ensemblet på Hannover Staatsopera. Ovenikøbet kan han nu også kalde sig Kongelig Operasanger, da han skal optræde i Operaen i København i sensommeren.
Per har dog ikke glemt sin kokkekunst, og han kombinerer sang og madlavning ved et par enestående nytårsarrangementer på Stampenborg mellem Aabenraa og Haderslev.
Lørdag, den 4. januar tilbyder Per Bach Nissen og værtinden på Stampenborg, Hanne, en kulinarisk operaaften: En menu med 4 retter – blandt andet med gratinerede kammuslinger og helstegt oksefilet med hjemmelavet Bearnaise Sauce – iblandet sange og arier fra musicals og operaer. Prisen for aftenen med mad og opera er 600 kr. Den 5. januar stiller Per op igen. Her tryller han en lækker brunch frem med blandt andet æg Benedict med røget laks og hollandaise samt frittata med pesto og grøntsager.
Det musikalske program vil her stå på et lettere repertoire med lidt opera, dansk sang og musical. Prisen for brunch og musik er 300 kroner. Tilmelding på mail@stampenborg.dk eller 2028 7659.