Flere tager flyveren
Massiv fremgang for flyselskabet Alsie Express
Alsie Express har i november og december oplevet en massiv fremgang på knap 80 og 90% i passagertallet sammenlignet med antallet af passagerer, der fløj fra Sønderborg i de samme måneder året før. Stigningen skyldes, at flere tyskere og passagerer fra andre sønderjyske byer end Sønderborg i dag vælger at flyve til København.
”Vi oplever en klar stigning i antallet af tyske passagerer samtidig med en stigning af passagerer fra sønderjyske byer som Tønder, Åbenrå og Haderslev," fortæller salgschef Niels Knudsen.
”Vi er det lokale flyselskab – uanset om man bor i Sønderborg, Åbenrå, Haderslev eller Tønder. Det har hele tiden været vores strategi at flyve for hele grænseområdet inklusiv Nordtyskland- og det vil det fortsat være.”
Alsie Express har hen over sommeren og efteråret besøgt en række større virksomheder i hele Syddanmark, som har tilkendegivet, at de allerede er begyndt at bruge ruten - eller at de overvejer at bruge ruten indenfor nær fremtid.
“Det er for erhvervslivet meget vigtigt, at ruten er stabil og at afgangene er præcise - det har vi nu bevist at de er. Netop præcision er en af vores kerneværdier. Vores punktlighed er med til at styrke vores brand og gøre os attraktive overfor erhvervslivet. Ruten har desuden et antal daglige afgange, som passer godt til erhvervslivets behov, uanset om man bor i Tønder, Åbenrå eller Sønderborg,” siger Niels Knudsen.
Alsie Express fik som det eneste skandinaviske flyselskab hele 5 stjerner i Børsen, og flyselskabet mener selv, at deres fokus på god service betaler sig.
Alsie Express har i perioden fra juni til december solgt hele 30.000 billetter på ruten fra Sønderborg til København.